Tuesday, January 09, 2018

Cathrine Knudsens femte prosaudgivelse Av menneskehånd ligger i forlængelse af et egenartet forfatterskab med en unik tone. Synsvinklen skifter mellem en enlig mor og hendes to børn Torjus og Ymja, som bor i et lejlighedskompleks som tidligere var et eksperimentelt omsorgscenter, og en forvildet bedstefar. Der er noget afpersonaliseret og uhyggeligt over Knudsens måde at beskrive moderne menneskeliv. Her er ingen rumskibe, men der synes alligevel at være tale om en slags science fiction. Knudsens blik dvæler konsekvent ved teknologiske nyvindinger som lover en styrkelse af lige- og menneskeværd. Menneskekroppene omfavnes af teknologiske simulationer, holdes af en mor med petrochemical arms som Laurie Anderson sang om i "O Superman" (1982). En dag finder Ymja et tabt mindekort. Hun gør noget ulovligt, hun nedlaster og afspiller en anden beboers minde:

Jeg setter meg ned, lener meg tilbake, det blir mørkt i rommet, jeg kjenner en brå kvalme, som så forsvinner. Fargene sendes ut av projektorene, begynner å dekke felter av dokka, nå, hvert øyeblikk vil personen komme fram der. Hvem vil det være? En som er gammel, eller ung, en mann, en kvinne?

Torjus og Ymja leger i sanse- og minderum som simulerer en dejlig strand eller en far som ellers er fraværende. Der kunne uden problemer være en væg fuld af løver på en savanne som i Ray Bradburys skrækindjagende novelle "The Veldt" fra 1951 (på dansk "Landskab med løver"), hvor den fornøjelige simulation viser sig at være mindre hyggelig. Som sådan sker der ikke meget i Knudsens tekst, men alligevel hober de uhyggelige (nifse, eerie) beskrivelser sig op. Et lineoleumsgulv som skiftes kan få helt langt ude betydningslag.

Knudsen er imidlertid ikke hemmelighedsfuld, kritikken formuleres helt eksplicit. Jeg hører at hun siger at vi – samfundet – sender robotten ind til de syge kroppe, til de anormale, dysfunktionelle liv. De anormale og dysfunktionelle skal opleve ligeværd med disse simulationer af menneskelighed omkring sig. Vi siger at de afhjælpes og støttes, men det er os som afhjælpes. Den menneskelighedssimulerende teknologi afhjælper os, vi behøver ikke længere røre ved de anormale kroppe. Vi lægger dem i de sansestimulerende simulationer som skal holde dem og heale dem.

Knudsens fokus på simulationer synes at sidesteppe det meste andet som udgives i Norge. Den øvrige samtidslitteratur kan sjældent få øje på simulationerne fordi den for det meste selv er en nostalgisk simulation. Virginia Woolfs sønner og døtre arbejder på overtid for at vi ved hjælp af sprogets skønhed skal få os en dose ægthed i sofahjørnet i en verden af skræmmende, fremmedgørende teknologiske simulationer.

No comments: