Saturday, May 12, 2012

Kroppen gjort til øre
Merzbow på Bergen Støyfest 10. oktober 2009

Lyden af beskydning rammer os først, før vi overhovedet når at sætte ørepropperne i. Det er Masami Akita som siden 1979 har opereret under navnet Merzbow som står på scenen med et udtryksløst ansigt bag et bord fuld af elektronik. Den japanske støjkunstner skal afslutte en lang weekend med maksimal volume på Bergen Støyfest, et arrangement kurateret af Lasse Marhaug og Bergen Kunsthall. Sidste gang Merzbow optrådte i Bergen i 2003 slap han Satans Tornade løs på publikum, et ubegribeligt hav af lyd som få klarede sig hele vejen igennem. Dette er iøvrigt præcis i de dage da amerikanske styrker kører deres tanks gennem natten mod Bagdad, og jeg husker at jeg tænker at dette nok er det tætteste jeg kan komme på at vide hvordan det føles at gemme sig i et kælderrum i en by som er igang med at blive invaderet.

Merzbow tager sit navn efter den tyske dadaist Kurt Schwitters' (1887-1948) Merzbau, et slags evigt ekspanderende collageagtigt bygværk af skrammel som han dels bygger i Hannover, dels i Lysaker i Norge hvortil han må flygte i 1937. Dadaisterne forsøger at bringe krigserfaringen ind i sproget (på skandinavisk grund kan man tænke på Åke Hodells "Igevär" (1963) og "General Bussig" (1964)); de vil vise et sprog frem som er sønderbombet, hvor bare lyden er igen, uden nogen håndgribelig Mening tilbage. Merzbow, kan man sige, ganger denne erfaring med hundrede når han slipper sine værker løs i et rum. Og det holder ikke at kalde dette støjmusik, heller ikke engang støjkompositioner, i det hele taget uddrager Merzbows kunst sig temmelig effektivt alle definitionsforsøg. Man kan sige at Merzbow (og andre støjkunstnere) pådrager publikum en kropslig erfaring som tester grænserne for hvad som er menneskeligt udholdeligt, og relationen til musikken er som til en fjern og relativt ubetydenlig nabo, i al sin insektagtige lidenhed og fjollede menneskelige forfængelighed. Jacques Attali skriver i bogen Noise: The Political Economy of Music (1985): "Noise is a weapon and music, primordially, is the formation, domestication and ritualization of that weapon as a simulacrum of ritual murder."

På Landmark former Merzbows optræden sig fra de indledende bevæbnede overfald på vores ører efterhånden til en lang dronende masse af lydelig tekstur som vi ikke primært oplever foran os, gennem vores øjne og sørgerligt ubeskyttede ører (ørerne har intet naturligt forsvar, øjnene har trods alt låg), men gennem kroppene hvor værket egentlig spiller sig ud. Både os og rummet vibrerer, som om vi for et øjeblik danner en stor fælles krop af støj. Udladningerne durrer, som tidevandet, men har ingen dramatisk organisering, bare varighed: Den begynder blot for siden at stoppe, begge lige brat. Det er som en stor investering af kraft, noget bruges til det er brugt op; en flamme brænder indtil den brænder ud, en krop bløder til den er tom for blod.

Her er måske relationen til Schwitters' Merzbau: både affaldsæstetikken og de formløse, ekspanderende lag af tekstur har værkerne til fælles. Og krisen er immanent, kroppene i rummet prøver at takle situationen, ofte forekommer abrupte bevægelser, flugt gennem rummet og ud. Det er et akut møde med noget som på ingen måde bruger mennesket som målestok, et støjvæsen på et helt andet niveau end dig selv, som at stirre ind i den ktoniske naturs ligegyldige øjne i det øjeblik den udsletter dig. At man bruger lyd som torturmetode er en kendt sag, lyd kan (modsat syn) gøre konkret skade på både hjerte og fordøjelsessystem, og mens du står der mærker du pludselig tre hjerters frenetiske bankelyde, noget fremmed og tvingende har taget bo i dig, og ethvert sølle kropspanser vibrerer til helvede, som en lille komisk murstensmur mod en tsunami. Som Paul Hegarty formulerer det i bogen Noise / Music A History (2008): "Noise brings you to your body, your body without organs, perhaps, but also a body made ear."

Veganeren Akita som udgør Merzbow optræder med to computere dækket af klistermærker med slagord som "Fur is dead" og "Meat is murder" og i Tom Hovinbøles dokumentarfilm norNoise (2004) fastslår han: "The human world which is abusing animals should be destroyed". Filmen vises i forbindelse med Bergen Støyfest og bagefter sidder jeg på et næsten tomt og stadig mørkelagt Landmark før jeg pludselig rejser mig og haster målrettet mod udgangen. På vejen løber jeg næsten en lille mand ned; han springer til side og glimtet i øjnene sidder i mig et stykke tid; et skræmt dyreblik. Jeg tror det er Akita jeg næsten buser ind i, men det er svært at kende ham på scenen hvor han står ubevægelig som en søjle mens skyggerne bag ham gør ham tre meter høj.

I kraft af sin formløshed ligger Merzbows udtryk tættere på et kaotisk og uorganiseret organisk virvar end på den enorme menneskelige arrogance som fx Richard Wagners værker oser af. Merzbow mikser lydene fra dyr ind i sine værker, fx i "Frog+" (2001) og "Bloody Sea" (2006), men kilderne er svære at identificere og en klar kobling til aktivisme (som vi kender den) findes ikke, andet end i de rabiate titler. Merzbows naturbegreb synes at ligge temmelig langt fra de sentimentale og patroniserende miljøbevægelsers og deres klamme New Age ideologi som byder os den "beroligende" hvalsangs falske symbiose. Som en dansende hund klædt ud i smoking; naturen som noget mennesket kan relatere til sig selv igennem, som intet i sig selv, frataget sin radikale anderledeshed.

No comments: