[...] Nils Øivind Haagensen & den performative biografisme. August Strindberg gjorde det, Marguerite Duras ligeså. Også Peter Høeg, Stig Larsson, Eva Rydberg, Bret Easton Ellis og Claus Beck-Nielsen (1963-2001) har gjort det. Nikolaj Frobenius, Kathy Acker og Dag Solstad gjorde det også – og mange mange flere. Listen af forfattere som har leget med eller benyttet eksplicit selvbiografiske elementer i deres værker er lang og stammer ikke udelukkende fra de sidste par år. Et træk som i de flestes tilfælde har at gøre med en trang til kontekstualisering og situering af både subjekt og tekst som handlende i verden, en tekstopfattelse der vægtlægger det sociale rum fremfor et mere løsrevet, abstrakt landskab.

Men spiller det så stor rolle at Nils-Øivind Haagensen digter om ”Nils-Øivind Haagensen”? Hvad ligger der i navnet? Præcis hvor meget ryster denne virkelighedseffekt os egentlig? Haagensens digte har en intim og småsnakkende tone, det er her kunsten er, synes han at mene, kunsten er ikke i bombastiske slogans: den intime stemme derimod, den slipper udenom, den er ægtefølt – og det er nok, påstås det.

Man kan se teksten som det biofaktiske forfattermenneskes maske. Dermed åbnes døren på klem for at den skønlitterære tekst kan træde ind på scenen og agere i verden, i spil med andre tekster: lovtekster, journalistik, forskning, den tekst som du er nu – du ånder, du går, hopper, sidder, sover, synger, sjipper, shopper, synger igen.

Et par af Haagensens biofaktiske venner figurerer både med genkendelige ansigter på bogomslag og i titler på digte, inklusiv fuld adresse, f.eks. har vi digtet ”JER, Østerliveien 64 a, 1153” – skal disse digte vise vennerne midt i hver deres specifikke arkitektonisk-eksistentielle situation? Som uadskillelige fra de omkringliggende strukturer, deres selv og selvets scene er ét – og i kontinuerlig bevægelse, som teksten, som livet. Men en person der ikke fremstår med konkret adresse omkring sin lille blafrende eksistentielle stearinlysflamme, det er Anna. Anna har kjole på, døren er vidt åben. Kjolen blafrer, lyset blafrer. Hun er kvinde, der er adgang til hende. Nej, hun kan ikke bo i verden, for hun kan tages – samtidig med at hun ikke kan fanges.

Nils-Øivind Haagensen & virkeligheden. Geir Gulliksens essay ”Virkelighet” (1996) blev på trods af sine mange vage sansninger og paradoksale påstande inspiration for en hel forfattergeneration. Gulliksens virkelighedsfølelse (Gulliksen som også har skrevet efterordet til Adressebøkene og figurerer som en slags faderligt forbillede i et digt) går mod en slags genfortrylling, genkomsten af det auratiske, gerne i form af forfatter-popstjernen. Og når man læser definerende sætninger som den følgende, om Peter Høegs roman De måske egnede, så er der da også en klokke der ringer et sted, dette kan bruges til noget: ”Det er en åpen iscenesettelse, som ikke utgir seg som sannhet, men som leker sannhet på en åpenlyst løgnaktig måte”. Altså en ny slags sandhed, den iscenesatte: en bold som Haagensen løber videre med i et spil der går mere og mere mod det forenklende, det ikke-problematiserende. Længere ude i sumpen har Gulliksens essay også givet en hel forfattergeneration gode undskyldninger for at plaske ud i sentimental humanisme og lykkelig regressiv post-teori, men det er en anden historie.

En helt anden holdning til virkelighedsbegrebet står antologien fra 2003 Virkelighed! Virkelighed! Avantgardens realisme for. Her tales om nye realismeformer som var det nye genrer, ikke den endelige romantiske flugt ud af repræsentationssystemerne, et ryk som Haagensens implicitte poetik hviler på godtagelsen af: at den definitive flugt ud af al kunstighed findes. I nævnte antologi analyseres bl.a. nouvelle vague-auteuren Jean Luc Godards kamerabrug: radikale brud med kendt filmæstetik så som jump cut er kunstige greb, kunstgreb som forøger virkelighedseffekten. Pixelerede billeder giver en reality-effekt, ja, men er helt klart også et sted hvor kunstighed kan posere som sin modsætning, noget det kunne blive en tragedie at overse.

Hos Haagensen er længselen reel nok. Og måske umuligheden er lige så reel. Men faretruende ofte balancerer digtene dog på tynd is fægtende med henvisninger til det virkelige, det naturlige, der hvor der rent faktisk stadig næppe kan findes andet end naturalisering, trækken-i-trådene, kunstighed. Tangen til at installere virkelighedseffekter som dækker over kunstigheden gør at Adressebøkene på de sidste sider ebber ud som en anden melankolsk vejrmelding. [...]

Uddrag fra teksten "Anna, Anna Plastique" af Susanne Christensen, om Nils Øivind Haagensens Adressebøkene (2005), Vagant #4/2005